Fra Ordetogisrael.dk1. november 1992.
Af Redigeret af Jørgen Bernhard og Ole Andersen.
Det er Guds åbenbaring i Bibelen, der alene bør være rettesnor for, hvad vi skal tro. Det gælder i alle spørgsmål om den kristne tros indhold. Men det er måske især vigtigt at fastholde i spørgsmålene om de sidste tider og Jesu genkomst, hvor der råder meget forskellige opfattelser blandt troende kristne.
Alligevel vil vi her gerne henlede opmærksomheden på, hvad nogle fremtrædende forkyndere har skrevet om tusindårsriget. Der er tale om ti personer, der på hver sin måde har haft stor indflydelse på kirkelivet og, ikke mindst, det ”missionske” lægfolks kristendomsforståelse i Danmark i de sidste 100 år.
Det er ti markante personligheder, der har haft forskellige opfattelser af flere ting i den kristne tro, men som alle har ønsket at stå for en bibelsk kristendom. Vilhelm Beck og Christian Møller prægede på afgørende måde tilblivelsen af hver deres missionsforening: Indre Mission og Luthersk Missionsforening. P.C. Davidsen og Fritz Larsen var højskoleforstandere i henholdsvis Haslev og Hillerød og prægede gennem deres undervisning en hel generation af missionsfolk.
Asschenfeldt-Hansen, Skovgaard-Pedersen og Chr. Bartholdy er navne, der stadig huskes for deres indsats i dansk kirkeliv og hvis bøger stadig læses. Hallesby, Utnem og Øivind Andersen er norske teologer, der med prædikener og bøger har haft meget stor betydning for mange danskere.
Fælles for disse ti forkyndere er forventningen om et fremtidigt tusindårsrige her på jorden. Når det gælder spørgsmålet om Israels plads i tusindårsriget og detaljerne i forståelsen af det, er de ikke enige, men den grundlæggende forståelse af Johs. Åb. 20 som en profeti om en fremtidig periode på jorden deles af dem alle.
Det er altid godt at lytte til de personer, som Gud på en speciel måde har brugt i kirkehistorien. Men det er ikke den eneste grund til, at vi gerne vil fremdrage de følgende uddrag. Der er i dag en tendens til, at nogle ledere på den bibeltro fløj i dansk kirkeliv – ikke mindst blandt teologer, der har haft tilknytning til Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut – opfatter og omtaler forventningen om et fremtidigt tusindårsrige som noget sekterisk eller i hvert fald noget ekstremt, der egentlig ikke burde findes blandt bibeltro missionsfolk i Danmark.
Over for denne tendens vil vi meget gerne gøre opmærksom på, at forventningen om et fremtidigt tusindårsrige har været delt af en lang række af de allermest indflydelsesrige og ansete ledere og forkyndere i missionsforeningerne de sidste 100 år. Den kendsgerning burde efter vores mening mane til eftertanke.
Hermed være de følgende uddrag anbefalet som en anledning til nybesindelse på den del af det kristne håb, der er omtalt i Johs Åb.20…
Vilhelm Beck
1829-1901, præst, ledende skikkelse i og senere formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. I bogen Min konfirmationsforberedelse (København 1902) side 98-99 skriver han følgende:
Det er den sidste styrkeprøve mellem Kristus og Djævelen, om hvem af de to, der skal sejre. Men Kristus er dog stærkere end den stærke Djævel, og kampen ender med, at Antikristen eller, som hans kaldes i Joh.Åb:
”dyret bliver grebet og med det den falske profet, som havde gjort tegnene for dets ansigt, med hvilken han havde forført dem, som tog dyret mærke, og dem, som tilbad dets billede; disse to bliver kastede levende i ildsøen, som brænder med svovl. Og de andre bliver ihjelslagne” (Joh.Åb. 19,20-21).
Og fremdeles hedder det: ”Dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, bliver greben og bunden i tusind år og kastet i afgrunden, og der bliver lukket og forsejlet over ham, at han ikke mere skal forføre folkene, indtil de tusinde år ere fuldendte; og efter dem skal han løses en lille tid” (Joh.Åb. 20,2-3)
Derefter skal den første opstandelse ske, nemlig martyrerne, som skulle regjere med Kristus i hans tusindårige sejrsrige på jord (Joh.Åb.20,4). Vi må tænke os disses tilværelse som Herrens de 40 dage efter opstandelsen, så at de tilligemed Herren stadigt åbenbare sig for de hellige og således regjere, medens alt det ondes magt er bunden. Medens nu Djævelen er ”denne verdens fyrste” og i virkeligheden regjerer verden, som de hellige ingen magt have over, skal det i tusindårsriget være Herren og hans hellige, som regjere, og verden skal ingen magt have.
Djævelen vil blive løsladt ved tusindårets ende en lille tid, for at der endnu skal ske en lutring og renselse mellem dem, som regne sig til Guds folk, men derefter ”bliver kastet i søen af ild og svovl, hvor dyret og den falske profet var, og de skulle pines dag og nat i al evighed” (Joh.Åb.20,10). Og da kommer vor Herre Jesus for at dømme levende og døde.
Christian Møller
1834-1907, smed, lægprædikant og formand for Luthersk Missionsforening. Udgav i 1882 bogen ”Når Kristus kommer”. En Bibelsk undersøgelse. I den findes følgende betragtninger (side 86-87 i udgaven fra 1957):
Guds ord siger tydeligt og klart, at Satan skal bindes, så han ikke mere kan forføre folkene. Hvor meget det vil betyde, evner vi hverken at tænke eller fatte, men Skriften taler alvorlige ord om hans ”gloende pile og listige snigløb”. Jesus kalder ham ”denne verdens fyrste” (Joh.Åb. 14:30), og Paulus kalder ham endda ”denne verdens Gud, som har slået dem med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed” (2.Kor.4:4).
Vi forstår ikke, hvor megen elendighed denne forfærdelige fjende på grund af vort arme syndige hjerte har været årsag til her på jorden, men Gud ske lov og tak for det faste løfte om, at han snart skal blive bundet. Og selv om Kristus ved sit komme i herlighed skal udrydde alle de håbløst ugudelige, og hans kundskab derefter skal opfylde jorden, så beholder menneskene dog deres syndige natur, og derfor er det en stor lykke, at den onde fjende skal være bundet, så han ikke kan forføre dem.
Jerusalem skal blive det jordiske midtpunkt for dette fredens og retfærdighedens rige, og Israels folk skal indtage førstepladsen i det. Dette skal blive så tydeligt, at ”ti mænd af alle folks tungemål skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ”Vi vil gå med eder, thi vi har hørt, at Gud er med eder”. Fra dem skal Herrens kundskabs lys strømme ud til jordens øvrige indbyggere. ”Deres fald betød rigdom for verden for hedningerne”, fordi vi hedningefolk af den grund kom til at indtage den plads, som vi har under den nuværende verdenshusholdning. Men hvor meget mere vil det da ikke betyde, at ”de kommer fuldtalligt med?” Deres antagelse vil bringe ”liv af døde”. Det er forbeholdt dem at fylde jorden med Herrens kundskab.
Missionen i vor tid kan ikke nå dette mål, hvor værdifuld den end er. ”Fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord” (Es. 2:3) Herren vil give dem ”ry og ære blandt alle jordens folkeslag” (Zef. 3, 13-20). Han vil sende nogle af dem ud til folkene, som ikke før har hørt om ham, og de skal kundgøre Herrens herlighed blandt hedningerne (Es. 59, 15-21, kap. 60 og 66). Dette skal blive en lykkelig tid for alle, men mest for det folk, som så længe har trællet under forhærdelsens dom. Da skal Jesus få den titel anerkendt, som de nægtede ham for Pilatus, da de råbte: ”Vi har ingen anden konge end kejseren”. Da skal Jesus blive anerkendt som ”Jødernes konge”.
Christoph C. J. Asschenfeldt-Hansen
1856-1934, præst med omfattende forfatterskab, der fik stor indflydelse på Indre Missions venner (ikke mindst gennem bibelkommentarværket ”Fra Guldgruben”). I Fra Guldgruben bind 8 (1905) side 725 skriver han som kommentar til Johs. Åb. 20, 1-6 følgende:
I dette afsnit skildres nu, hvorledes Kristi rige oprettes og det endnu på denne gamle jord. Hvad Guds børn ofte har sukket efter i disse stridens dage, at dog Herrens ords sandhed måtte sejre over alt mørket, der tilsyneladende sad i højsædet, det skal herligt opfyldes endnu på denne gamle jord. Den jord, der var vidne til de helliges undertrykkelse, skal også være vidne til deres ophøjelse.
Efter stormen og uvejret skal der komme en dejlig aftenstund, før den gamle jord forgår, og en ny fremstår. Gudsriget, således som vi nu kende det på jord, er med rette blevet kaldt Åndens rige, i hvilket menighedens konge virker igennem sin Ånd, i hvilket hans venner bærer skatten skjult i ”et lerkar” (2.Kor. 4,7). Men når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også hans folk åbenbares ned ham i herlighed (Kol. 3,4). Da kommer Kristi rige, Sønnens rige, det rige, vi hører om på dette sted, tusindårsriget. Først efter den sidste dommedag oprinder den nye jord med Faderens rige, da Sønnen overgiver riget til sin Fader, og ”Gud skal være alt i alle”, i alle den nye jords beboere, således som apostlen Paulus har malet det for os i 1. Kor. 15, 23-28.
P.C. Davidsen
1866-1935, forstander for Haslev Højskole 1891-1935. Blev af Chr. Bartholdy kaldt ”den betydeligste af Indre Missions Højskolemænd”. I 1926 udgav han bogen Guds Frelsesveje i Israels Historie. Her skriver han på side 150 som indledning til et kapitel om Esajas 65-66 følgende:
Hvad Esajas ser er vel det samme, som den gamle Johannes så i Åb. Kap. 17-22. De to gamle Herrens tjeneres sidste syner falder sammen og udfylder hinanden. Esajas fortæller mest om den sidste herlighedstid her på jorden, det, vi kalder tusindårsriget. Johannes dvæler særlig ved herligheden i det nye Jerusalem.
Hvad Esajas atter og atter afmaler for os: Gudsrigets sidste herlighed her på jord, det gør Johannes færdig i 4-5 vers. Åb. 20,4-7. Og det, som Johannes bruger de to sidste kapitler til: det nye Jerusalems herlighed og de frelstes salige kår dér, det viser Esajas os i enkelte lynglimt en 4-5 steder i sine syner. Johannes afslutter gudsrigets udvikling med en såre lykkelig periode hernede, tusindårsriget, og en evig salig tilstand på en ny jord, som varer i alle evighedernes evigheder.
Men foran tusindårsriget går verdensmagten Babel under gennem en forfærdelig nedslagtning af de ugudelige mennesker ved Herrens munds sværd. Om disse tusinde år fortæller Johannes os kun, at de fromme skal opstå fra de døde og prædike for folkene. Det vil blive vældige prædikanter! Derefter kommer domsdagen med den store evige skilsmisse. Om ildsøen siger han lidt, men des mere om livet på den nye jord. Esajas derimod taler meget om tusindårsriget.
Carl Skovgaard-Petersen
1866-1955, domprovst, formand for det danske bibelselskab, omfattende forfatterskab. Mange af Skovgaard-Petersens bøger behandler spørgsmål om de sidste tider og Jesu genkomst. Det følgende uddrag er taget fra bogen De sidste tider og det sidste mål (København 1947 side 114-117). Under overskriften ”Tusindårsriget” citerer Skovgaard-Petersen først Johs. Åb. 20, 1-3 og fortsætter så:
Det er næsten alt, hvad vi ved om tusindårsriget. Men i sig selv er det en skøn tanke, at denne vor gamle jord engang vil få en hellig aftenfred før den store påskemorgen, da der sker et virkeligt verdensskifte.
Denne helligaftenfred vil vare i ”tusind år”, det er: den vil ikke blot være en kort overgang, men en virkelig verdensperiode. Og i dette tusindårsrige vil Guds riges kræfter folde sig ud, så rigt og frodigt som det overhovedet er muligt indenfor denne faldne jords rammer. (.)…
På denne … baggrund bliver så tusindårsriget – først: de store folkeomvendelsers tid. I de dage skal de ord af profeten opfyldes, at ”ti mænd af alle folks tungemål skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: Vi vil gå med eder, thi vi har hørt, at Gud er med eder” (Zak. 8,23).
Hedningemissionens lille førstegrøde bliver da pludselig til en bugnende høst, så det ord af Jesus, at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen (Johs. 4,36) nu for en stund bliver verdenshistorisk sandhed.
Dernæst bliver tusindårsriget den sociale blomstrings tid. Klassekampen med alle dens sociale forbandelser vil blive afløst af broderskabets og samarbejdets ånd, hvor hjemlivet kan blomstre, præget af renhed og arbejdsglæde, og hvor de ord både får en kirkelig og social opfyldelse: ”Se, hvor godt og hvor lifligt det er, når brødre bor tilsammen” (Sal. 133,1)
Og endelig bliver tusindårsriget den internationale fredstid, hvor storpolitisk kævl og krige ikke rejser folk mod folk, men hvor tværtimod det gamle profetord bliver en dagens virkelighed, at sværdene smedes om til plovjern og spydene til vingårdsknive.
Ole Hallesby
1879-1961, professor ved Menighedsfakultetet i Oslo, formand for norsk Indre Mission 1923-56, stifter af det norske kristne studenterarbejde, omfattende forfatterskab. I bogen De sidste Ting (Oslo 1928) behandler han spørgsmålet om tusindårsriget i et langt kapitel (side 91-111). Uddraget nedenfor er fra side 100-101 og behandler spørgsmålet om livsvilkårene på jorden og i tusindårsriget:
Det gamle Testamente forjætter i de forskelligste billeder en rig blomstringstid her på jorden. En tid da krigen er ophørt mellem folkene, Es. 2,4, da uretfærdigheden er afløst af ret og retfærdighed, Mika 4, 1-5; Es. 61,11. Da endog naturen skal eje en uhørt frugtbarhed og rigdom, Joel 3,23; Am. 9,13; Ezek. 47, 1-12.
Vanskeligheden her er i imidlertid, at de gammeltestamentlige forjættelser om endetiden ikke skiller mellem tusindårsriget på denne gamle jord og det endelige rige på den nye jord.
Dog synes det mig, at vi uden fare for vilkårlighed tør henføre de nævnte forjættelser til tusindårsriget. Det, vi i det nye Testamente får høre om tusindårsriget, synes at give os ret til det.
Særlig tanken om, at de troende skal regere denne verden sammen med Kristus. Mens det nuværende tidsløb har Satan som sin fyrste, så skal tusindårsriget styres af Kristus og hans forklarede menighed. Her synes jo da at være forudsat, at Kristus gennem sin menighed skal have den samme indflydelse over viljerne og dermed over livet både i den enkelte og i folkene, som Satan har i den nærværende verden.
Og er dette rigtigt, da bliver der uden vanskelighed plads allerede i tusindårsriget til de gammeltestamentlige forudsigelser om social retfærdighed, om mellemfolkelig fred og om naturlivets fylde.
Christian Bartholdy
1889-1976, præst, særdeles markant formand for Indre Mission i perioden 1934-1959. I 1955 udgav Lohses Forlag en fortolkning til Johannes Åbenbaring skrevet af Bartholdy. Som kommentar til kap. 20,4-6 skriver Bartholdy under overskriften ”Tusindårsriget” bl.a. følgende (side 108-110):
Seerens blik er ikke rettet mod jøder eller hedninger, men nu får han lov at se, hvad der bliver af den martyrmenighed, han selv tilhører.
Hvad der menes med v. 4, som har adskillige dunkle ord, siges i sidste sætning tydeligt: de bliver levende, dvs. de opstår, som v. 5 klart viser er meningen, for at regere med Kristus i tusind år, det vil altså sige her på denne jord. Mødet med den genkomne Herre, som åbenbaringsbogen ikke beskriver, må vi vel i tilslutning til Pauli ord i 1. Tess. 4,17 og 1. Kor. 15,52 tænke os ske i luften.
Men da han kommer for at oprette et jordisk rige, tager han sit folk med sig ned på jorden. Og nu opfyldes de mange forjættelser, fra dette skrift 3,21 og 2,26. Og Jesu ord til sine apostle Matt. 19,28: ved verdensgenfødelsen, når menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. 1.Kor. 6,2: ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? De ord er altså at forstå bogstaveligt, lige så vel som saligprisningen (Matt. 5,5): salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden jvfr. v.6. (…)
Der er en række forjættelser, som man aner opfyldelsen af i denne mærkelige periode. Ingen ved, hvor længe den vil vare. De tusind år skal næppe tages bogstaveligt, - tallet har Johannes fra samtidens jødiske spekulationer. Det er alle forjættelserne til jødefolket. Englen sagde til jomfru Maria: Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone, og han skal være konge over Jakobs hus til evig tid (Luk. 1,32f). Peter taler til sit folk i Apg. 3,20 f om den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig Jesus, hvem himlen skal huse indtil genoprettelsestiderne, da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid. Herre, er tiden nu kommet, da du vil genoprette riget for Israel? spørger disciplene Jesus en gang i de 40 dage. Han svarer: det tilkommer ikke jer at kende tider og timer, som faderen har fastsat af egen magt. Jesus nægter ikke, at han vil genoprette riget.
Frits Larsen
1895-1968, cand. mag., forstander for Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød, medstifter af og på et tidspunkt formand for ”Ordet og Israel”. I en artikel i bogen De sidste tider (red. Poul Hoffmann, København 1963) skriver han om sit syn på Jesu genkomst og tusindårsriget (s.102):
Når vi beder: ”Komme dit rige”, mener vi da både det usynlige og det synlige, som skal komme. Vi kan læse ord som Mika 4,3-4, Es.26,19, Es. 65,25 og Ezek. Kap. 34-38 og meget mere.
Havde Israel grund til at vente Jesus, så har vi det end mere, for nu er Israel kommet frem på arenaen. Gud har åbnet deres grave. Selv i denne sammenhæng citerer vi Ezek. 28,25-26: ”Når jeg samler Israels slægt fra de folkeslag, de er spredt iblandt, vil jeg hellige mig på dem for folkenes øjne, og de skal bo i deres land, som jeg gav min tjener Jacob. De skal bo trygt deri, bygge huse og plante vingårde, ja bo trygt, medens jeg holder dom over alle dem, der håner dem fra alle sider, og de skal kende, at jeg er Herren deres Gud.”
Ved Jesu genkomst oprettes hans regering på jorden, Vi skal ikke forvente tusindårsriget, men forvente Jesus. Han skal som konge regere med retfærdighed (Es. 32,1 og Jer, 23,1-6). Der står mere om den retfærdige konge end om den fornedrede i Det gamle Testamente.
Der var kun en profeti i GT. om, at jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn. Den opfyldtes. Der er kun et ord om tusindårsriget i NT., nemlig Åb. 20, men lad os tro det.
Øivind Andersen
Født 1905, cand.theol, rektor ved Norsk Lutherk Missionsambands missions- og bibelskole, Fjellhaug, Oslo. Omfattende forfatterskab. Har ofte været forkynder ved arrangementer i Danmark. I bogen En kristens forhold til Israel (Holbæk 1983, s.34) skriver han følgende under overskriften ”Tusindårsriget”:
På det tidspunkt kommer Israel til at blive den ledende nation i al udbredelse af Guds Rige. Det kommer til at ske før den endelige dom.
Der kommer en tid på jorden, som er omtalt i Johannes Åbenbaring, kap. 20. Det bliver en fredens tid, som skal vare i ét tusind år.
Johannes så en engel komme ned fra himmelen. ”Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan og blandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede over ham og satte segl for…”. Og der skal han opbevares, og så kommer der en forunderlig fredstid på jorden!
I denne tid er det Israel, som bliver den ledende nation. Dét er Israels fremtid.
Erling Utnem
Født 1920, rektor ved det praktisk-teologiske seminar ved Menighedsfakultetet i Oslo, senere biskop. Har gennem årene haft nære forbindelser til Danmark og har deltaget i mange arrangementer. I bogen Visst skal jorden bli ny! (Oslo 1987) behandler han udførligt spørgsmålet om tusindårsriget. De to uddrag er fra side 165 og siden 169-170:
Ved Jesu genkomst begynder en ny frelsesepoke. I den skal ”hedningernes fylde” gå ind, den som ”førstegrøden” har varslet. Da skal den korsfæstede se den store frugt af sin lidelse. Efter sin genkomst skal Jesus ”herske som konge, indtil Gud har lagt alle fjender under hans fødder”, siger Paulus i 1.Kor. 15,24-25… Alle, som overlever messiasveerne og den antikristelige trængsel, går altså ind i en ny historie med Guds rige. Dette, tror vi, var apotelkirkens syn. (.)…
Tanken om tusindårsriget er ikke noget fremmedelement i det kristne håb. Troen på dette mellemrige står som en nødvendighed og uomgængelige etape på frelseshistoriens vej til sit mål. Uden en sådan etape kunne fuldendelsen ikke blive den store indhøstning af folkene, som endetidsløfterne lovede.
